December 2010
V E D T Æ G T E R
for Grundejerforeningen “HELGAVEJ“
§1 Grundejerforeningens navn er “Helgavej”. Foreningens hjemsted er Helsingør Kommune.
§2 Foreningens formål er at varetage fælles interesser samt virke for et godt boligmiljø for de til enhver tid værende ejere af følgende 38 parceller, udstykket fra matr.nr. 8 n og 7 eg Mørdrup by, Egebæksvang sogn, beliggende på Helgavej, 3060 Espergærde.
Matr.nr. 7 ki, 7 kk, 7 kl, 7 km, 7 kn, 7 ko, 7 kp, 7 kq, 7 kr, 7 ks, 7 kt, 7 ku, 7 kv, 7 kx, 7 ky, 7 kz, 7 kæ, 7 kø, 7 la, 7 lb, 7 lc, 7 ld, 7 le, 7 lf, 7 lg, 7 lg, 7 li, 8 an, 8 ao, 8 ap, 8 aq, 8 ar, 8 as, 8 at, 8 au, 8 av, 8 ax, og 8 ay af Mørdrup by, Egebæksvang sogn.
Deklarationen omfatter: Vedligeholdelse af veje, stier, fællesarealer, kloaker, vejbelysning, renholdelse og snerydning m.m., indtil sådanne anlæg respektive funktioner eventuelt overtages af kommunen. De til området hørende fælles belysnings- og afløbsledninger overtages og vedligeholdes af foreningen, medmindre anlæggene tilhører eller senere overtages af offentlige myndigheder, DONG eller lignende institutioner.
§3 Foreningen omfatter de til enhver tid værende ejere af de i § 2 nævnte ejendomme, beliggende på Helgavej.
Medlemskabet indtræder ved underskrift på købekontrakt (slutseddel), skøde eller enhver anden form for adkomsterhvervelse af en af de fornævnte parceller.
Hvert tiltrædende medlem betaler 150,00 kr. pr. parcel i indskud. Indskud forfalder til betaling ved erhvervelse af tinglyst adkomst på en under foreningen hørende parcel.
Generalforsamlingen fastsætter størrelsen af medlemmernes bidrag til administrationsomkostninger, renholdelse og vedligeholdelse af fællesanlæg og fællesarealer m.v.
Kontingentet (førnævnte bidrag) forfalder hvert års 1 april og betales til kassereren inden udgangen af april måned. Enhver restance vil blive pålagt et gebyr på kr. 100,00 pr. påbegyndt måned efter forfald.
Såfremt nogen medlem undlader rettidigt at betale kontingent – ordinært eller ekstraordinært – er bestyrelsen berettiget til at overgive restancen til inkasso, skadesløst for foreningen.
Ophører et medlem at være ejer af en af de omhandlede parceller, bortfalder medlemsretten og vedkommende udtræder af foreningen uden krav på refusion af kontingent, indskud eller andel i foreningens formue i øvrigt.
Meddelelse om ejendommens overdragelse og dermed følgende udtræden for sælgere og indtræden for købere skal ske senest 14 dage efter handelens indgåelse og fremsendes skriftligt til foreningen.
Et indtrædende medlem, der erhverver en ejendom, hvor sælgeren er i kontingentrestance, er pligtig til at udrede det skyldige beløb. Refusionsopgørelse mellem sælger og køber er grundejerforeningen uvedkommende.
§4 Medlemmerne er pligtige til at holde grunden fri for ukrudt og affald, ligesom ejendommen i øvrigt i sin helhed skal fremtræde i en ordentlig tilstand, såvel i henseende til grundens benyttelse som til husets vedligeholdelsestilstand.
Såfremt grundejerne ikke efter 14 dages skriftlig varsel overholder denne bestemmelse, vil de fornødne arbejder blive udført på grundejerforeningens foranledning for den pågældende grundejers regning.
Påtaleberettiget er bestyrelsen.
§5 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Generalforsamlingen vælger selv sin dirigent, der afgør alle spørgsmål om sagernes behandlingsmåde. Alle afstemninger foregår normalt ved nummeropråb. Men dirigenten, bestyrelsen eller mindst 2 af de tilstedeværende kan begære skriftlig afstemning.
Hver ejendom (hvert matr.nr.) har én stemme.
Alle generalforsamlinger afholdes i Helsingør Kommune.
Ved fravær kan der stemmes skriftligt ved fuldmagt, der skal godkendes af dirigenten. Dog kan ingen ved fuldmagt repræsentere flere end tre stemmeberettigede.
Der føres protokol over det på generalforsamlingen passerede. Den underskrives af dirigenten og de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer. Referat af generalforsamlingen skal udsendes til samtlige huse, senest én måned efter generalforsamlingen.
§6 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i november måned. Indkaldelse hertil sker ved skriftlig meddelelse med mindst 14 dages varsel til hvert enkelt medlem med angivelse af dagsordenen.
På dagsordenen skal følgende punkter optages.
Valg af dirigent
Formanden aflægger bestyrelsens beretning for det forløbne år.
Kassereren aflægger det reviderede og af bestyrelsen godkendte regnskab.
Forslag fra bestyrelsen.
Eventuelle forslag fra medlemmerne
Fremlæggelse af bestyrelsens budgetforslag og fastsættelse af kontingent.
Valg af bestyrelse samt 2 suppleanter.
Valg af revisor.
Eventuelt.
Forslag, der skal ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indgivet skriftligt til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingen.
Det reviderede og af bestyrelsen underskrevne regnskab, budget, kontingent m.m. samt forslag fra bestyrelsen skal tilstilles medlemmerne samtidig med indkaldelsen til generalforsamlingen.
§7 Ekstraordinære generalforsamlinger indkaldes på samme måde som ordinære og afholdes så ofte bestyrelsen finder det nødvendigt, eller efter skriftlig begæring fra mindst 19 stemmeberettigede. Når begæring er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes senest én måned efter begæringens modtagelse.
Foreningen vedtager med almindelig stemmeflerhed de på generalforsamlingen fremsatte forslag med bindende virkning for alle medlemmer. Medmindre det eller de fremsatte forslag vil blive økonomisk belastende alene for et enkelt eller enkelte medlemmer. I så tilfælde har det eller de enkelte medlemmer vetoret. Benyttes vetoretten, bortfalder forslaget.
Vedtagelse af beslutninger, der går ud på forandringer i foreningens vedtægter kræver, at mindst 75 % af de stemmeberettigede er repræsenteret og stemmer for forslaget. Opnår et forslag ikke det til vedtagelse fornødne flertal, kan forslaget behandles på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling, hvor det kan vedtages med et flertal på mindst 75 % af de repræsenterede medlemmer, jfr. § 7, stk. 1. Opnås dette flertal ikke, bortfalder forslaget.
§8 Til at lede foreningens daglige arbejde vælges en bestyrelse på 5 medlemmer, der vælges for 2 år og således, at henholdsvis 2 og 3 afgår hvert andet år. Genvalg kan finde sted.
Ved valg til bestyrelsen tilstræbes en sådan sammensætning af denne, at hver blok (samlede huse) repræsenteres ved et bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen afholder møde så ofte, som den finder det fornødent. Over forhandlingerne fører sekretæren en protokol, der underskrives af de fremmødte. Bestyrelsen træffer beslutninger ved stemmeflerhed.
§9 Til revision af foreningens regnskab vælges en revisor.
Revisoren må ikke være medlem af bestyrelsen eller være gift eller faktisk samlevende med et bestyrelsesmedlem.
§10 Bestyrelsen er berettiget til, efter bemyndigelse af generalforsamlingen, i fornødent omfang at engagere lønnet medhjælp, f.eks. forretningsfører, (sekretariat), advokat, rådgivende ingeniør, landinspektør eller lignende.
Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet, dog kan der af generalforsamlingen, dersom det efter arbejdets karakter skønnes rimeligt, tillægges formanden, kassereren og sekretæren et mindre honorar.
Bestyrelsen kan til løsning af særlige opgaver nedsætte udvalg der udover bestyrelsesmedlemmer kan bestå af andre medlemmer af foreningen. Udvalgsformanden skal dog altid være et bestyrelsesmedlem. Sådanne udvalg har ikke besluttende myndighed, men kan alene afgive indstilling til bestyrelsen eller generalforsamlingen.
§11 Kassereren modtager foreningens indtægter, der skal indsættes på en konto lydende på foreningens navn, og betaler de regninger, som er skriftligt godkendt af formanden. Kassereren fører en af bestyrelsen autoriseret kassebog samt en medlemsfortegnelse.
Den del af foreningens midler, der ikke umiddelbart skal bruges i den daglige drift, kan bestyrelsen indsætte på en bankkonto på indtil 1 års opsigelse for at opnå den bedst mulige forrentning.
§12 Foreningens regnskab går fra den 1. oktober til den 30. september.
§13 Foreningen tegnes af formanden og ét bestyrelsesmedlem i forening.
Således vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling
den 25. november 2010.
Bestyrelsen:
Thomas Nielsen Kjeld Damgaard Lise Elberth
Inge Jensen Lars Mosevang